Nyt website – kom godt fra start

Det er både en kompleks og krævende opgave at lave et nyt website. Der er mange elementer, der skal overvejes og det kan være svært at overskue dem alle og danne sig et overblik over, hvordan de kan spille bedst mulig sammen.

Nyt website - kom godt fra startWebsitet skal ofte indeholde mange funktioner og budskaber og er fortsat den vigtigste digitale platform for de fleste virksomheder samt stedet, hvor andre digitale markedsføringsaktiviteter linker til. Når du skal lave et nyt website, er det essentielt at have overblikket over de enkelte elementer og deres samspil og funktion.

Overblikket får du ved at starte processen på det rigtige niveau. Start med at definere målet og strategien for websitet og hvordan websitet skal supportere resten af din forretning og dine kunder, både on- og offline. Ideelt set har du allerede en digital strategi, som websitet skal passes ind i og som guider dig i den rigtige retning. Skal websitet også fungere som salgskanal, bør du kunne håndtere alle aspekter, der er forbundet med en distributionskanal. (Dette er et helt emne for sig, så det må blive i et andet indlæg.)

Systemintegration er også et vigtigt element at være opmærksom på. For har du eksisterende systemer eller databaser, der kan integreres med dit website, kan der oftest spares arbejdsgange med ganske få justeringer. Har du allerede et produkt- og priskatalog, kan dine data f.eks. eksporteres til webshoppen, således at de opdateres så snart de rettes her. Du skal derfor ikke opdatere pris- og produktændringer to steder.

Husk også at et website aldrig bliver et færdigt produkt. Du bør derfor også have fremtiden med i dine overvejelser. Skal websitet på sigt kunne opfylde andre mål, er det vigtigt at platformen kan udvikles, så de fremtidige mål og ønsker kan indfries.

Vær realistisk omkring interne ressourcer og kompetencer

Endvidere skal du have styr på, hvilke interne ressourcer og kompetencer, såsom tid, økonomi og medarbejdere, du har til rådighed til at drive projektet samt hvem der fremadrettet enten internt eller eksternt skal og kan drifte, udvikle og optimere websitet. Ved at have en realistisk overvejelse i forhold til disse aspekter, kan du også nemmere danne dig et overblik over, hvad du selv kan magte og hvor du har brug for hjælp. Det giver for eksempel ingen mening, at have et kompliceret CMS og en masse funktionalitet, hvis ressourcerne til at udnytte det ikke er tilstede. Det vil blot være spildte udviklingskroner. Det vil i mange tilfælde være en stor fordel at lave delmål, således at man kan udvikle websitet i takt med at online kompetencerne i virksomheden opbygges og det bliver muligt at udnytte ny funktionalitet.

Få hjælp af digitale rådgivere

Allier dig med rådgivere indenfor de områder, hvor du selv mangler kompetencer, men du skal sikre dig, at de forstår din forretning, branche og dine kunder. Det kræver typisk, at du bruger noget tid på at lære dem din forretning at kende. Husk at du får den bedste rådgivning ved at være ærlig. Er der interne problematikker og interessenter, der kan spænde ben for at få succes eller som kan forsinke udviklingen af websitet, er det vigtigt at dine leverandører kender hertil, således at de kan tage det til indtægt i deres rådgivning og/eller hjælpe dig med at løse op for udfordringerne.

Strategien er din rettesnor

Når du har lavet en strategi for dit website og du dermed kender målet og har taget stilling til fremtidig drift og udvikling, giver svaret på andre spørgsmål på mange måder sig selv. Det bliver lettere at definere rammerne for projektet og prioritere og vælge både CMS, funktionalitet, design, kommunikation osv., fordi du nu har din strategi, som du kan bruge som rettesnor.

eNavigate kan både hjælpe dig med at definere strategi og mål for dit website, drive projektet og finde de rigtige leverandører. Jeg tager gerne et uforpligtende møde – så inviter mig på kaffe og lad os få en snak om, hvordan dit websiteprojekt kommer godt fra start.

Follow my blog with Bloglovin

Tinne Bering

Tinne Bering rådgiver virksomheder om digital strategi og markedsføring. På eNavigates blog skriver hun faglige blogindlæg om digital markedsføring og trends.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.